tirsdag den 20. november 2012

Luck and love and life

Thought I had forgotten about you? Oh no no, I'll never forget my dearest blog ;3

I feel like I should probably tell you what's been going on since last time, and I just might. But this blog is mostly dedicated to the love of my life, since this is the day where we've been together for two years.


Everything feels so natural when I'm with him. It's like a second part of me, besides I'm never alone with him.
He puts up with all my creativity, crazy ideas and impulses and not to mention my temper, passion and strong emotions.
He is like the air, breathing life into my soul, and the ground under my feet keeping me safe and home.
Not a single day goes by, where I don't think about how lucky I am to have found someone to match me this well. Even though we are very different in a lot of ways, we still agree on so much, and that's what makes it all so exciting.
I know I'm not the easiest person to cope with, and I can be a real bitch sometimes. But the first price goes to that one person who still after I yelled at him is able to walk and think:
"Hold kæft hvor er Nadia en dum kælling for at sige det, men for fanden hvor jeg elsker hende!"
You know, if you can't accept a person at his/her worst, you don't deserve that person at his/her best! And I feel accepted in every way possible with him. He know every embarrassing little secret I have, and is only amused by it. He understand my inner world and I feel like I can share my stupid characters and stories with him.
We lived together for a little more than a year now, and even though we've had our fights, it's just what makes us grow stronger together.

I know I can sound really love cheesy when I want to, but that's just how it is! That's how I feel on the inside. x3


I wrote our story (in Dansih) on how we met and fel in love:



Da jeg så ham stå længere nede a perronen, faldt min puls endelig lidt til ro. Mit hjerte havde hamret som en gal hele vejen på vej fra Roskilde til Vordingborg.
Jeg smilede til ham, og vi gik og småsnakkede lidt.
De sidste par uger havde været præget, mest af alt af min efterhånden kyniske følelse af mig selv og mit liv. Jeg var en blanding imellem ligeglad og desperat. Desperat efter at finde den giftige tryghed som jeg havde ligget i blød under mit for nyligt afsluttede forhold, men efterhånden var ligegyldigheden også en stor del af min hverdag.
Jeg havde fulgt en tilfældig indskydelse og skrevet til ham. Forespurgt om vi ikke en dag skulle cosplaye fra min yndlings serie sammen.
Hvad jeg ikke vidste dengang, var at det skulle blive en kæmpe afgørelse af min egen skæbne. Den indskydelse ville ændre mit liv.
Facebook beskeder blev til msn samtaler, msn samtaler blev til mobil chat.
Vi skulle mødes til den største danske messe for japansk pop kultur, og han havde lovet mig en date.
Jeg anså ham dengang for at være mest af alt et spændende eksperiment, end et muligt forhold. Han var en kilde til bekræftelse og opmærksomhed for mit vedkommende.
Da jeg genkendte ham i hans grå ansigtsmaling til messen, panikkede min krop. Mit hjerte slog hårdt imod mit bryst.
Alligevel endte vi senere den dag på første date ala Sunset Boulevard. Dagen efter var jeg lyseblå og han havde gråt hår. Vi gik en tur og endte med te  skjult bagerst på perronen af hovedbanegården. Her opstod vores første kys.

Jeg var stadig meget i tvivl, og vi var begge generte og usikre, men som jeg stadig ikke forventede noget seriøst, fortsatte jeg alligevel fremad.

En uge senere skulle jeg besøge ham.
Som vi gik ned af gaden, fortrød jeg.
Hvordan skal jeg holde en hel weekend ud, det her er jo totalt akavet!
Men så snart vi sad på sushi restaurant, og snakken faldt på vores fælles passion for en god manga serie, så var jeg solgt.
Det var første gang jeg oplevede at tale med en der på én gang var SÅ forskellig fra mig, men som jeg samtidig havde SÅ meget til fælles med.
Vi så film sammen og jeg overnattede.
Og aftenen efter, da vi sad og snakkede over Skype med hans venner, kom emnet ind på hvad vi egentlig var ham og jeg.
Samtalen endte med starten på et nyt forhold.

En side af mig følte at beslutningen var overilet, men en anden var ligeglad. Jeg ville være ung og fri og tage forhastede beslutninger, imens jeg stadig kunne.
Noget i mig ventede stadig på at finde tilbage med min eks, men i mellemtiden skulle jeg have min sjov.
Og jeg havde det trods alt sjovt med ham.
Min største fortrydelse var hvor manges følelser jeg sårede ved at finde en ny. Flere venskaber blev anstrengte i en periode, men senere erfarede jeg, så også, at dem der alligevel blev hængende, var dem der virkelig betød noget.

Der gik omkring en måned, førend jeg indså at det jeg havde gang i ikke bare var en sjov lille mellem beskæftigelse. Ikke en fritids hobby.
Jeg stod foran døren til hans værelse, netop det øjeblik det gik op for mig. Den varme følelse indeni, og længslen efter at åbne døren og træde ind til ham.
Han gjorde mig glad og han var alt det jeg havde brug for i en kæreste. Han var blevet min bedste ven, og jeg følte jeg kunne dele alt med ham, og at han altid var der for mig når han kunne (vi boede trods alt 80 km fra hinanden.)
Jeg indså et par dage før nytår, at jeg elskede ham.

Lige siden har han fyldt mit liv med lykke og glæde.


If this is love, then love is easy! <3 br="br">





Ingen kommentarer:

Send en kommentar