tirsdag den 30. november 2010

Some serious stuff in danish

I really have something quite important on my mind, so I'm gonna write it in danish to be sure to express myself clearly.

Det var egentlig aldrig min mening at min blog skulle indeholde indlæg som dette der kommer nu, men jeg føler bare der er et par ting jeg bare må forklare og få ud. Mange ting er sket ret hurtigt de sidste to måneder.
Jeg håber så mange som muligt jeg kender personligt, læser dette og forstår.

Jeg vil starte med at sige at jeg elsker Jesper. Jeg elsker ham højere end nogen anden, bortset fra lige min familie måske. Han var min kæreste i lige godt 2 år og 4 måneder, og det har været nok tæt på den bedste tid i mit liv (indtil videre). Han lærte mig at være glad for livet og for mig selv. For at være positiv og for at være mere åben (ironisk nok).
Jeg havde virkelig troet, at han og jeg skulle være sammen for evigt. Eller jeg havde håbet.
Jeg kunne ikke forestille mig det på nogen anden måde, og derfor var det også en af de sværeste valg jeg har taget i mit liv, at slå op med ham. Jeg græd hver dag den første uges tid og kom med undskyldninger om hvorfor jeg skulle tage ham tilbage, men han cuttede kontakten, så jeg kunne ikke engang forsøge. Og nu her snart 2 måneder efter har jeg stadig ikke haft kontakt med ham, udover de 3 ords sms'er han sendte som svar til mig i starten. Nu svarer han slet ikke.
Det gør enormt mega hamrende pisse ondt ikke engang at kunne snakke med ham. Jeg er på randen til tårer lige netop nu, og jeg ønsker af hele mit hjerte at jeg en dag kan genoptage kontaken med ham. Han ER STADIG min bedste ven!
Men jeg er også nødt til at minde mig selv om, at jeg slog op med ham, for at vi begge kunne være fri for hinandens pres. Mit pres om at han skulle se mig, høre mig, bekræfte mig og være glad på mine vejne, og glad for sig selv og sit liv. Og hans pres om at jeg på en eller anden måde skulle redde ham ud af alle hans problemer og nedture.
Det blev bare for meget, og når han først begyndte på sit "du fortjener bedre end mig" begyndte jeg at tænke: "Ja måske gør jeg." Så til sidst fik jeg også bare følelsen af at han simpelthen ikke orkede mere.

Nu her i dag, føles det som var det længere tid siden end det egentlig var, og jeg er også kommet videre. Jeg har fundet ny kærlighed i mit liv, og ønsker bare at være lykkelig. Men det er bare som om jeg ikke hundrede procent kan give mig hen. Hvilket ikke er fair, for han fortjener min fulde kærlighed, men det er som om jeg ikke kan give slip på Jesper. Det er som om han stadig hjemsøger mig og som om jeg er bange for at være nogen andens.
Hvis jeg bare kunne snakke med Jesper og forklare ham og høre med ham at han var okay med at jeg lever mit liv videre, ville det måske give mening. Men jeg ved jo heller ikke hvordan han har det.
Hvis jeg en dag får kontakten med ham igen, vil det måske knuse ham at vide at jeg allerede er "moved on".

Jeg har haft utallige drømme om Jesper, og hver eneste har været vidt forskellig fra de andre, men de har alle haft samme scenarie. At jeg snakker med ham, og vi bliver gode venner igen. At vi bekræfter det vi havde, men accepterer at tingene er gået videre.
Fuck... Hvis det dog bare var sådan...

Og jeg ER måske også kommet videre ret så hurtigt, men sådan går det når man finder en man kan så godt sammen med. En man deler så mange interesser og holdninger med, og som kan få en til at le. En med et positivt sind. En jeg bare har haft brug for.



Jeg ville for helvede bare ønske jeg kunne give slip og give mig 100% videre. Jeg har været så glad på det seneste, men kan ikke benægte den skide barriere der hele tiden er dukket op.
Tvivlen og usikkerheden.

Så undskyld Ole jeg arbejder på at blive din og undskyld Jesper, kan vi være venner igen? ;___;



(Denne sang beskriver meget godt hvordan jeg havde det dagen efter vores breakup...)

2 kommentarer:

  1. Jeg kender dig ikke så godt, men jeg læste dette og føler med dig.. jeg håber du får det bedre og finder en måde af være med Ole på, der gør dig glad <3

    SvarSlet